Camino De Santiago

For mange år siden hørte jeg om pilgrimsruten Camino De Santiago. Det tændte omgående en gnist, og vakte en længsel om at vandre i stilhed, væk fra byens larm og finde ind til kernen i mig selv. Jeg kunne se, mærke og dufte hvordan jeg nød den smukke natur helt alene. Fem år efter min hjerteoperation i 2004 gjorde jeg min pilgrimsdrøm til virkelighed.

Når man som jeg vælger at gå 125. km på 8 dage, så er det en god ide at være i fysisk god form. Jeg var doven, og begyndte først, at forberede mig en måneds tid før afrejsen. Det blev til langsomme lunte ture på 14. km når det gik vildt til. Jeg var utrolig stolt af mig selv, og var overbevist om, at jeg sagtens kunne gå meget længere uden problemer. Men virkeligheden var en ganske anden.

Kastrup lufthavn blev det første stævne møde med syv meget forskellige kvinder. Nill Mortensen var rejseleder fra start til slut. Vi faldt hurtig i snak, det var dejligt at tale med ligesindede. Vi fløj først til Madrid og derefter videre til byen Leon hvor vi overnattede. Dagen efter kørte vi 3 timer i bil til den smukke bjergby Samos. Langt om længe skulle vi ud og vandre som ægte pilgrimme.

De første tre dage brokkede jeg mig over alt, hvad der føltes besværligt. Jeg led af kvalme og blev svimmel af anstrengelse og pulsen steg i raketfart. Det var helt nyt og jeg brød mig bestemt ikke om, at høre mit hjerte dunke højt. Jeg gik op og ned af bakker som jeg aldrig før nogen sinde ville passere frivillig, med mindre jeg fik penge for det. Nu var jeg bare nødt til at følge efter de andre i gruppen, og min kondition var katastrofal dårlig.

Hver dag var en vekselvirkning mellem, at gå flere timer alene i smukke skove med høje gamle Eukalyptustræer træer. Jeg gik nærmest i trance og kom helt ind i en meditativ stemning. Det var helt fantastisk. Det havde jeg aldrig prøvet før.

Det hører med til turen at få sig et vandre pas. Du får dine stempler i kirker, herberger eller på små cafeer du passere undervejs. Når du kommer til pilgrimskontoret i Santiago De Compostella fremviser du passet som er beviset på, at du gået mindst 100 km.

Alle bliver registret i en database. Præsten kan derfor se hvor mange forskellige nationaliteter der har fået deres pilgrimsbevis, og det bliver læst op i kirken samme dag. Derefter bliver du velsignet som en ægte pilgrim. Ret fed fornemmelse.

Pilgrimspas

Vi vandrede vi hver dag igennem gamle byer med små lave huse og hyggelige kirker. Der var stejle bakker der gik op og ned i en uendelighed, og terræn med rullesten, hvor vi kunne glide og falde. Vi måtte være ekstra forsigtige. Et forkert skridt og turen var slut, men der var også gode oplevelser jeg mindes med glæde.

Efter flere times vandring dukkede der altid en lille hyggelig cafe op midt i det smukke landskab. Her mødte vi andre pilgrimsrejsende. Der var grupper med børn, unge og gamle ægtefolk der havde gået turen flere gange. Vi mødte seje mænd og kvinder der sled sig af sted på Mountainbike, og en enkelt mand kom til hest. På cafeerne spiste vi frokost og talte om dagens oplevelser. Vi nød det gode vejr og forberedte os til næste lange etape, klar til nye udfordringer.

De fleste pilgrimme overnatter på små herberger der ligger langs Camino ruten, som betyder” vejen”. Vi valgte at sove på små pensioner med lidt bedre forhold. Efterhånden kom jeg i form og det var en stor tilfredsstillelse, at mærke kroppen havde det godt. Jeg kunne ligefrem mærke mine indre organer fungerede optimalt.

Jeg følte for første gang nogen sinde, at jeg var fuldstændig i harmoni med mig selv og mine omgivelser. Det var en fysisk og mental rejse, men også følelsesmæssig og åndeligt. Det skete at jeg fik glimtvis af indsigt, som kom uden forvarsel. Det er meget svært at beskrive i ord, men jeg fik i hvert fald meget stærke fornemmelser om, hvordan jeg skulle udleve mine visioner om at hjælpe mig selv, og andre mennesker til at se livet fra solsiden.

Så er jeg på vej mod målet

En dag hvor jeg havde vandret i flere timer, fik jeg en lykkefølelse ud over det sædvanlige. Jeg blev dybt forelsket i mig selv, og følte mig som den mest perfekte skabning på jorden og alt i livet var smukt og godt. Det var en besynderlig oplevelse som desværre forsvandt ret hurtigt igen.

Alting har en ende, og da jeg gik til pilgrimsmessen i den store smukke katedral, Santiago De Compostella følte jeg mig fuldstændig rolig og fredfyldt. Katedralen er enorm stor og der var proppet med mennesker fra alle verdensdele. Der var livlig aktivitet ved alteret. Flere præster var samlet og havde hver deres opgave. En ældre præst sang og fik os alle sammen til at synge Gloria, gloria, halleluja i kor. Det var en meget speciel og fantastisk oplevelse. En anden præst læste alle de nationaliteter der var mødt frem i katedralen og det var godt at høre, at Danmark blev nævnt.

Katedral santiago de compostela

Pilgrimsbeviset

Da ceremonien nærmede sig afslutningen, trådte nogle munke frem og tændte det store røgelseskar som hang i et tov fra Katedralens høje loft. Røgelseskarret vejer 150 kg.  Da munkene tændte røgelsen, hejste de derefter røgelses karret op i midten af det store kirkerum. Derefter begyndte de langsomt at svinge det store røgelseskar frem og tilbage.

Først gik det meget langsomt frem og tilbage og derefter kom der mere og fart på, så det fløj i raketfart henover vores hoveder. Det var en meget speciel og forunderlige oplevelse. Det siges, at i gamle dage kom der møgbeskidte pilgrimme ind i kirken som lugtede fælt. De fik lov at sove på svalegangen under den store kirke loftet. Røgelsen tog lugten, og traditionen er holdt i hævd lige siden. Jeg gik turen i 2010.

Tekst. Susanne Taylor